17. SEPTEMBER 2015 : DS KONCEPTBIL PÅ UDSTILLINGEN I FRANKFURT

På efterårets store biludstilling i Frankfurt, der er åben for publikum fra den 17. – 27. september 2015, er der hele tre premierer på DS standen, nemlig den nye DS 4 og DS 4 Crossback, den elektriske racerbil DSV-01 samt en tredje nyhed, som først afsløres lige inden åbningen.
En model, to profiler
Kerneværdierne i DS modellerne er avantgarde, markant design, raffineret udførelse og high-tech teknologi.
Den nye DS 4 er en sportslig og karakterfuld sedan til de kunder, som vægter køreglæde og en anderledes køreoplevelse højt, og under navnet DS 4 Crossback lanceres en ny variant med større frihøjde. De henvender sig til kunderne i det såkaldte premium segment for kompakte biler, som er inde i en rivende udvikling med mange nye modeller, ikke mindst crossovers.
Den nye DS 4 kan kort beskrives som en kompakt premium model med et både dynamisk og elegant design, og den er udstyret med moderne og effektive motorer. Hertil kommer muligheden for at personliggøre bilen med karrosseri og tag i hver sin farve samt og raffineret kabine. DS 4 Crossback er en meget alsidig bil. Den fremstår som en elegant crossover med større frihøjde (30 mm mere end DS 4), store hjul og markerede hjulkasser og tagbøjler. Den nye DS 4 og DS 4 Crossback er 4,28 m lang, 1,81 m bred, 1,50 m høj for DS 4 og 1,54 m høj for DS 4 Crossback. Bagagerumsvolumen er 370 liter.
Avantgarde design
Den nye front på bilen er inspireret af konceptbilen Numéro 9. Den udstråler prestige og karaktér med det store kølergitter med DS logo og ”DS Wings”, hvor kromlisten omkring kølergitteret strækker sig som to vinger over mod lygterne. Den nye front blev først præsenteret på DS 5 og bliver udbredt til alle DS modeller.
Hertil kommer nye forlygter (DS LED VISION), der kombinerer Xenon og LED teknologi og giver en usædvanlig effektiv belysning af vejen. De nye lygter er udstyret med rullende blinklys.
Effektive motorer
Den nye DS 4 lanceres med 6 turbomotorer med en CO2 udledning på mellem 97 og 138 g/km. Det franske modelprogram består af 3 benzinmotorer (en PureTech og to THP) og tre BlueHDi dieselmotorer.
DS 4 Crossback introduceres med fire motorer, to benzin og to diesel. Motoreffekten er hævet og går fra 120 til 210 hk, og det samme er momentet som ligger mellem 230 og 400 Nm. Ikke desto mindre er brændstof-forbruget forbedret til et EU-mix på mellem 16,9 og 27 km/liter.
Lancering
DS 4 og DS 4 Crossback kommer til salg på de første markeder i november og forventes til Danmark omkring årsskiftet. Det er endnu for tidligt at oplyse det danske modelprogram og priser.
DSV-01 fra DS VIRGIN RACING
Den 100 % elektriske racerbil DSV-01 har premiere i Frankfurt godt en måned inden starten på 2015/2016 sæsonen i FIA’s Formel E. Den er udviklet i et tæt samarbejde mellem Virgin Racing, der har kørt den første sæson i Formel E, og DS mærkets afdeling for motorsport ”DS Performance” under ledelse af Yves Matton.
Teamet bag Yves Matton har rigtig mange års erfaring fra motorsport med stor succes både i WRC og WTCC. Ingeniørerne i DS Performance har bl.a. stået for udviklingen af elmotoren, gearkassen og styreenheden i DSV-01 og kølesystemet. Motorstyringen er udviklet i samarbejde med Magnetti Marelli.
DSV-01 skal køres af Sam Bird og Jean-Eric Vergne. 2015/2016 sæsonen i FIA’s Formel E tæller ti løb, som køres på bybaner på 2,5 – 3 km i store byer verden over. Starten til det første går i Beijing den 24. oktober.